Sommerfest 10. august 2019.

Til jer, der er nye i gaden og jer der måske ikke har været med til sommerfesten før, kan jeg fortælle lidt om de traditioner, der hører med til sommerfesten.

For det første har vi Årets Skat, som er blevet en tradition og født til den første sommerfest. En anden tradition, der er kommet til, er en vandrebamse, som bliver givet fra den sidste modtager til en ny person, som opbevarer den til næste år.

Året Skat er blevet uddelt til en person i gaden, som bestyrelsen har besluttet. Gaven var tænkt som en gave fra en af gadens mange kunstnere til en person, som havde ydet noget særligt eller er noget særligt.

I år har bestyrelsen valgt at se på, hvem der i gaden på måske en mere stille vis støtter op om beboerforeningen. Der er mange, som kunne kandidere til prisen, hvis man ser på hvad beboerforeningen betyder for den enkelte beboer. Vi har midt i skinnepærringen fået den gave, at lære hinanden bedre at kende og på en måde forpligte os til et bredere bekendtskab, et sammenhold i kraft af skinne-udfordringen.

Det der betyder meget for gadens beboere, er den daglige kontakt med hinanden, de små møder i gaden eller i byen. Den sammenhængskraft kan Skattergadebeboerforening tage æren for. Det gør denne gade særlig. Vi byder velkommen til nye beboere og kærer om hinanden. Driller kærligt om hvilke ende, der er den ”fineste”. Der er nogen, der har strikkekomsammen, læsegruppe og nogle år er der arrangeret en nytårsfest. Der udover er jeg sikker på, at der er mange hyggestunder naboer imellem, mange hjælpende hænder i det daglige som enhver beboer er glade for. I år er valget af Året Skat faldet på netop et af de mere stille, men selvfølgelig, et særligt menneske, der bor i gaden.

Jeg vil afsløre, at det er en kvinde – og at hun færdes mest i den øvre ende af Skattergade. Hun er med sit væsen og væren medvirkende til at gøre Skattergade til et godt sted at bo. Hun deltager i livet i gaden, har været aktiv i bestyrelsen, har tid til en sludder med os andre, hun rejser sig og siger sin mening højt og tydeligt i debatterne, ved fællesspisningen og møderne. Hun deltager og støtter op om skattergadesagen. Hun møder op og er aktiv ved arrangementerne - og – hun læste julehistorie højt for os ved sidste julefrokost.

Du bliver Årets Skat, fordi gaden påskønner at du er her og gør dit bidrag.... og så pynter du sandelig også i gadebilledet.

På din egen stille, nærværende og hjertelige facon, har du, Anita gjort dig bemærket og derfor er du valgt til Årets Skat.

v/Katja og Tina

Markering ved den lukkede overgang 11. juli 2019

Pressemeddelelse

Skattergade blev i 2011 delt i to, fordi passagen over skinnerne blev lukket. Beboerne i gaden har lige siden kæmpet for at bevare gaden som en helhed, og det lykkedes for tre år siden at få politisk opbakning til en ny overgang. Dog er genåbningen afhængig af det nye signalprogram, som Banedanmark er ved at indføre i hele landet. Svendborgbanen er en såkaldt fjernbane, og her er planen, at overgangen i Skattergade skal åbnes i samme forbindelse. Det er planlagt at skulle ske i 2021, hvor den også bliver sikret med bom og klokker, som ringer, når bommene går ned.

Hvert år siden den 11. juli 2011 kl. 11 har beboerne i hver del af Skattergade demonstreret mod lukningen, men efter beslutningen om en genåbning kalder man det nu en ”markering” af datoen. Man mødes på vendepladsen i den sydlige del af gaden med taler og sang, og årets taler på torsdag bliver keramiker Ulla Sonne.

Ulla Sonne´s tale ved markeringen

Tak Ellen Magrethe for tilliden.............du er ikke klar over hvad du har sat ild i

Talen skal handle om jernbanen der delte Skattergade  over i 2 og det vender jeg tilbage til.....

Jeg vil nemlig starte et helt andet sted med at fortælle om min oplevelse af at bo i Svendborg – nærmere bestemt i Latinerkvarteret, og min vinkel på hvad ændringer i logistikken kan betyde for en forretningsdrivende og hverdagen i kvarteret.

Sten og jeg boede i Kgs. Lyngby i et stort hus med en stor have og 3 børn. Vi boede der i 19 år og havde været glade for det. 

Børnene  flyttede efterhånden hjemmefra og til sidst stod 3 rum tomme og haven råbte på pleje.

Så da vi hverken havde behov for ude - eller samtalekøkken så vi ingen grund til at blive, men syntes der skulle ske noget andet.

Min søster glasblæseren Bente havde boet her i byen flere år på det tidspunkt, og hver gang vi besøgte hende, blev vi gladere mennesker og nød at opholde os hos hende og i byen som vi havde forelsket os i.

Derfor var det et oplagt valg at forlade Lyngby, med al vores pikpak og 2 store ovne.

Vi fandt et byhus i Sankt Pederstræde, der efter en stor om- og tilbygning endte med at rumme en tegnestue, værksted og butik, samt en bolig.

Når jeg tænker tilbage på vores flytning kan jeg bagefter se at der var lidt varsler i luften som vi heldigvis overså, nu er vi jo heller ikke overtroiske.

Allerede da vi tog over med vores mange ting og sager som en konvoj bestående af 2 store flyttebiler og en overfyldt Fiat var vi lidt uheldige. 

Flyttebilen med vores møbler og øvrige indbo blev tømt først, og det var lidt af en mundfuld for de 4 flyttemænd; især et gammelt pengeskab vi havde arvet fra Stens morfar der i tom stand vejede ca 300 kg. Ved den lejlighed lærte jeg lugten af adrenalin at kende, de arme flyttemænd baksede med møblet op ad trappen til 1. sal og producerede mængder af det.

Da 2. flyttebil skulle køres frem til huset knækkede nøglen i tændingen. Låsesmeden i byen kunne ikke finde en nøgle der matchede, og efter en længere diskussion, blev enden at en medarbejder fra flyttefirmaet måtte køre fra Lyngby til Svendborg med en ekstranøgle. Heldigvis passede nøglen og bilen kunne tømmes. Det var vanskeligt at få ovnene bugseret ind på rette plads i værkstedet, så siderne på den største ovn blev afmonteret, og med tålmodighed og slid lykkedes det.

Desværre kom en blikkenslager til at falde ind i ovndørens bløde isolation, og afsatte en fin kopi af sit korpus.

Heldigvis var han uskadt, i modsætningen til døren.

Og varslerne fortsatte; på selve dagen, hvor vi skulle aflevere nøglerne til vores gamle hus, kørte vi afsted fra Brogade kl. halv seks om morgenen. Da vi kom til Nyborg blev broen lukket på grund af storm og vi måtte ringe til de nye ejere og forklare at vi ikke kunne holde vores aftale om at give dem nøglerne til deres nye hjem. Vi kom først til Lyngby kl. 7 om aftenen, fik hentet de sidste ting og vendte næsen hjemad.

Det var natten mellem 1. og 2. november 2006 og i Nyborg var alting spærret på grund af oversvømmelse, og efter en tur ad sære ukendte veje nåede vi endelig Svendborg tidligt om morgenen. Her sejlede folk i kajak i Kullinggade og vores nylagte gulv i butikken vendte sig på grund af fugtskade. Så min butiksåbning foregik til akkompagnement af store udtørringskanoner....

Jeg følte mig velkommen som kunsthåndværker, men var lidt skuffet over at der ikke var flere mennesker i kvarteret som havde lyst til at besøge min butik. Noget måtte gøres, så Sten gik rundt og snakkede med beslægtede butikker i nærheden og kom op med idéen om at skabe Latinerkvarteret. Han lavede en turistguide, som guidede folk rundt til de hemmelige steder i området. Og stille og roligt voksede interessen.

Jeg har ikke før boet et sted med så imødekommende folk, der har vist interesse og lyst til at tage godt imod dem der var nye i klassen. Der opstod hurtigt et fællesskab i vores forening og det kunne også mærkes at alle så en fælles interesse i at samarbejde om at synliggøre vores butikker og henvise kunder og interesserede til hinanden. I denne bydel er der en særlig stemning, en følelse af åbenhed og velvilje.

Et lille irritationsmoment var toget, som skar kvarteret midt igennem, med bomme som syntes nede i mange minutter før end der kom et tog. Derfor var det en lise, at museet fandt på at udgrave et gammelt gråbrødrekloster og banedriften derfor måtte flyttes til Svendborg Vest. Det var et vidunderligt, langt forår med ro og stilfærdig trafik rundt i kvarteret.

Små ændringer kan have stor effekt på rytmen i et område.

Det mærkede vi da DSB og Banestyrelsen lukkede bommen ved overskæringen i Skattergade og delte den i to i 2011.

Selvfølgelig var det ikke kun derfor 2 medlemmer af Latinerne lukkede deres butikker, men nok dråben der fik bægeret til at løbe over. Det kunne mærkes efterfølgende på kundeflowet, der skulle gåes en omvej for at komme fra Skattergade ned til havnedelen hvor en del af latinerbutikkerne ligger, og det samme gjalt jo den anden vej.

En anden omkostning var at vi kom til at savne de gode indput og tanker Winnie Olsen og Claus Højmark bidrog med til vores årlige medlemsmøde hvor vi planlage årets strategier.

Seneste eksempel på de små ændringers effekt så vi, da havnetrappen blev åbnet: fra dag til dag faldt fodgængertrafikken i Sankt Peder Stræde til det halve. Nu var den nye rute ned ad trappen og videre forbi Fremtidsfabrikken og ned til Jessens Mole. Det har så ført folk langs kajen og Frederiksøen er blevet mere synlig. Det er så den gode ting.

Det er ikke noget der indtænkes i de beslutninger der træffes når en vejomlægning foretages, og samlet set har det heller ikke den store betydning for helheden. Men det kan skubbe til små virksomheder, i den anden ende af byen. Så er det at man må vænne sig til den nye virkelig og tænke om og og finde nye måder og løsninger.

Desværre synes jeg, at de projekter og nye planer der bliver effektueret i bymidten, især ser godt ud på papiret og bliver talt op i den grad, men på en eller anden måde kommer det ikke i mål, der springes lige før. Torvet er et godt eksempel, Alle har haft en mening om det, alle er blevet spurgt, men ingen har været istand til at skære igennem og få et markant og brugbart centrum for byens brugere ...det er hverken fugl eller fisk. Faktisk findes der folk der er uddannede til at finkæmme projekter for fejl og mangler, det siges de er meget besparende at have tilknyttet...

Derfor mener jeg at planen om at åbne overgangen og gøre Skattergade hel igen er meget vigtig og noget der skal holdes fast i. Ellers er det ødelæggende for vores tro på at man kan lave en aftale med beslutningstagerne, forvaltningen og BaneDanmark.

Som Sten siger:

Der er en ting som altid har undret mig: Ved jernbaner spærrer vi for den tværgående trafik med bomme og lyssignaler, når der kommer tog. For derefter at lade de sagesløse fodgængere og cyklister kaste sig ubeskyttede ud i Jernbanegade, hvor der kører både biler, busser, lastbiler og det der er værre, uden at bomme eller blink går i gang. Og folk overlever sgu. Bilerne og busserne stopper for fodgængere i fodgængerfeltet! 

Hvorfor kan toget ikke gøre det samme?

Hvad med at rydde indhegningen fra Skattergade og frem til stationen og brolægge hele området? Så toget kører langsomt som sporvogn det sidste stykke? Og dytter forsigtigt ad dem som er for sløve til at flytte sig af sig selv?

Det er aldrig for sent at tænke nyt...

Seneste kommentarer

13.09 | 07:03

Ja så skulle der være fantastisk nyt fra “udenrigsgruppen”
Til Fællesspis blev vi orienteret om møder med svendkommunen. Jeg synes I skulle formidle det her og måske andre interessante steder.

03.09 | 09:10

Jeg vil gerne høre nyt fra “Udenrigsgruppen. Har i kke lige haft møde med borgmester?

20.07 | 19:58

Jeg er flyttet ind hos Arne og Winnnie i nr. 14, og vil gerne være medlem.

Mit tlf. nr er 27150212

Vh
Lotte

23.05 | 13:53

André Durinck var min oldefar

Del siden